Spring til indhold

Sluseholmen

En unik kombination af dagligliv og erhverv

Naturskønne omgivelser og bølgeskvulp lige uden for døren

Sluseholmen er i rivende udvikling og vil i løbet af de næste par år forvandle sig til et sprudlende kvarter, hvor moderne arkitektur, by- og kulturliv harmonerer med den maritime beliggenhed og de mange grønne arealer. Med en kombination af dagligliv og erhverv skabes et levende kvarter, og beboerne i området nyder allerede godt af en lang række tilbud med butikker, caféer og spisesteder. Hertil udvikles der syd for Sjællandsbroen områder til nye, blandede bykvarterer med blandt andet Sydporten, der med daginstitution, ungdomslejemål, almindelige lejemål og ældrelejemål kan huse mennesker i alle aldre.

Visionen er at skabe et pulserende bykvarter i rolige og maritime rammer. Et sted med balance, nærvær og kulturelle aktiviteter, som gør Sluseholmen til en by i byen. Området er allerede et eftertragtet kvarter for københavnere, der gerne vil tættere på naturen – og stadig bo i byen.

Samtidig er Sluseholmen placeret nær nogle af de vigtigste hovedfærdselsårer med nem adgang til motorvejsnettet og herigennem også Københavns Lufthavn, samt helt ideelt placeret i relation til Øresundsforbindelsen mellem Danmark og Sverige.

Åbningen af den nye Sydhavnsmetro til Ny Ellebjerg i 2024 vil desuden tilbyde de regionale pendlere i hovedstadsområdet og rejsende fra Jylland, Fyn, Vest- og Sydsjælland en stærk forbindelse til både Sluseholmen, Københavns Lufthavn og resten af Københavns centrum. Ny Ellebjerg vil således blive ét af de vigtigste trafikknudepunkter, hvor Metro, regional- og fjerntog, samt flere S-togslinjer mødes. Etableringen af Sydhavnsmetroen vil således medvirke til en hurtigere realisering af områdets udviklingspotentiale.